Mine foreløbig tre romaner og andre mindre tekster i forskellige sammenhænge har en del tilfælles - samtidig med, at de er vidt forskellige.
Genremæssigt og sprogligt ligger mine bøger så langt fra hinanden, som de næsten kan komme, og det er næsten vanskeligt at se dem ved siden af hinanden i én reol: En desperat erotisk road-tekst, som bevæger sig fra København til Nordkapp i "Midnatssol og den sidste Maria"; et klaustorfobisk fastfrosset stilleben i "Graceland", som foregår på en nedlagt amerikansk militærbase i Grønland; en syret satirisk siencefictionfortælling i et parallelunivers om jagten på en kæmpe frø (som i gamle asiatiske kulturer er et billede på lykken) i "Hvis en frø havde vinger... "
En venlig (tror jeg nok) anmelder på et online-medie skrev engang, at der var noget David Bowie-agtigt over den måde, hvorpå en ny bog fra min hånd altid synes bevidst at lægge afstand til den forrige.
Sådan oplever jeg det nu ikke selv. Jeg har med tiden lært, at når jeg er færdig med arbejdet med en bog, som netop ofte har været kendetegnende ved stor genrebevidsthed, også når jeg, som jeg ofte gør, bryder med genren, så trænger jeg simpelthen til "noget andet" - og derfor vil de kommende bøger formentlig også vil skille sig ud frem dem, som jeg allerede har skrevet.
Et har mine bøger dog tilfælles: De handler om noget; de er ikke bare stiløvelser (selvom de måske også er det) og min motivation har aldrig været sproget for sprogets egen skyld. Formen er altid underlagt indholdet i mine historier.
Det kan du læse meget mere om under "Sprog og Morale?"
(18/06-2008)
 | 
